Cannabis: Marihuana- og hashforbrug
Stoffet, der går under radaren
Under radaren
Hash og marihuana tages nemt i forsvar under påstand om, at det ikke er skadeligt. Det har været meget oppe i den offentlige debat og er i visse kredse meget socialt acceptabel.
Hash og marihuana kan dog have negative effekter, men det afhænger bl.a. af, i hvilken alder man begynder at ryge, og af mængderne. Begynder man i en tidlig teenagealder kan det have varige kognitive påvirkninger, da hjernen er under udvikling. Mængderne har også en indflydelse, idet et dagligt hashforbrug, fra morgenstund til aften, både kan påvirke krop, psyke og sociale relationer.
Hvor skadeligt er det at ryge hash og marihuana?
De skadelige effekter af cannabis er et omdiskuteret emne. Forskning inden for emnet er endnu begrænset i omfang, og derfor skal konklusioner tages med forsigtighed. Jeg vil her opsummere nogle resultater i forhold til cannabis' effekt på kognitive, psykiske, neurobiologiske og fysiske funktioner.
Kognitivt. Cannabis påvirker indlæring og hukommelse. Forskning tyder på, at nedsatte funktioner kan genoprettes hos voksne, hvis de holder op med at ryge, mens unge derimod er i risiko for varig nedsættelse af kognitive funktioner – også selvom de stopper. Den unge hjerne under udvikling risikerer altså at tage permanent skade af hashrygning.
Psykisk. Der er en sammenhæng mellem cannabisbrug og udvikling af psykose. Det kan dog endnu ikke konkluderes med sikkerhed, at cannabis er årsag til udvikling af psykose, eller om personer, der i forvejen har psykotiske symptomer anvender cannabis til at dæmpe symptomerne.
Neurobiologisk. Der er fundet en sammenhæng mellem forbrug af cannabis samt nedsat produktion af dopamin i hjernen. Dopamin er et signalstof, der bl.a. er involveret i motivation, og derfor kan et et øget cannabisforbrug være en forklaring til den sløvhed og manglende engagement, som man ofte ser hos personer, der ryger meget. Desuden har man fundet, at folk, der ryger meget, har flere hjerneceller involveret i kognitive test, end folk der ikke ryger – hvilket kan indikere, at hjernens effektivitet reduceres.
Fysisk. Cannabisforbrug er relateret til luftvejsirritation, såsom hoste, opspytning af slim, pibende vejrtrækning og forsnævrede luftveje. Det er ikke relateret til KOL, ødelagt lungevæv eller nedsat evne til at transportere ilt, som det ses hos tobaksrygning. I forhold til udvikling af lungekræft er studierne ikke entydige, men der er sandsynligvis en risiko, idet cannabis indeholder kræftfremkaldende stoffer.
Har du brug for at ryge dig normal?
De skadelige effekter af at ryge en joint en gang imellem til en koncert eller en fredag aften med vennerne er højst sandsynligt ikke store. Men hvornår er for meget hash egentlig for meget? Hvor er grænsen mellem balanceret forbrug og problematisk forbrug?
At ryge sig normal. Et fingerpeg kan være, at du har brug for at "ryge dig normal". De første gange du ryger, vil du opleve en rus, men ryger du over tid, bliver dit ikke-påvirkede stemningsleje sænket, og du oplever, at du kun slapper af eller har energi, når du har røget. I din ikke-påvirkede tilstand oplever du muligvis uro, tankemylder, søvnproblemer og manglende initiativ. Det kan også være, at du ikke kan nyde at gøre ting, som du plejede at holde af. Det kan f.eks. være, at du ikke længere kan nyde at se en film uden en joint.
De sociale relationer. Et andet vigtigt fingerpeg kan være, når det begynder at påvirker sociale relationer. Når du ikke får plejet de sociale relationer, du glemmer måske vigtige ting, får ikke overholdt aftaler eller udført praktiske opgaver, som du havde lovet at få gjort. Måske du holder dit forbrug skjult og begynder at lyve og gemme på en hemmelighed over for dine nærmeste. Du kommer måske til at gå i en boble, hvor du kommer til at skuffe dine nærmeste, fordi du mister øjet for, hvad der er betydningsfuldt for dem.
Behandling af marihuana- og hashforbrug
Ønsker du at afvænne dig fra at ryge hash/marihuana, vil vi gå gradvist til værks. Vi vil forsøge at kortlægge dit nuværende marihuana-/hashforbrug og forbrug igennem livet samt ønsker for fremtiden. Vi vil arbejde med din motivation for at ryge mindre og arbejde med de udfordringer, der kan være forbundet ved at stoppe, såsom tankemylder, uro og søvnbesvær.
Er du interesseret i hashafvænning, kan du kontakte mig her: Kontakt.