Dramatrekanten: Offer, krænker og redder

I eventyret tages den forsvarsløse prinsesse til fange af den onde drage og reddes af den gode helt. Ligesom i eventyret kan der i familier med dysfunktionelle opstå mønstre, hvor familiens medlemmer skifter imellem at indtage positioner som offer, krænker og redder – også kaldet dramatrekanten.

Dramatrekanten er en måde at forstå dynamikkerne i familier med dysfunktionelle mønstre. Modellen er udviklet af den amerikanske psykiater Stephen B. Karpman, til at beskrive hvordan relationer med ubalance kan skifte mellem roller af offer, krænker og redder under konflikter.

Hvis der i familier med dysfunktionelle mønstre, opstår konflikt mellem to parter, vil de resterende familiemedlemmer ofte involveres igennem offer-, krænker- og redder-roller. Hver rolle har hver sine fordele og ulemper. Det skal ikke forstås som faste rolle, men dynamiske der kan skifte alt efter situationen. Dog kan der være tendenser i familier til, at nogen familiemedlemmer påtager sig visse roller på tværs af situationer.

Et eksempel på dramatrekanten kan være, at far drikker (krænker), det er synd for mor (offer), og børnene påtager sig ansvaret for den gode stemning (redder). Et andet kan være, mor er deprimeret (offer), far tager sig af hende (redder), og børnene forstyrrer (krænker).

Et narrativ. I dramatrekanten dannes der et narrativ, og det kan være relevant at spørge, hvem bestemmer narrativet i familien? Hvem har magten til det? Er det en fælles beslutning, eller er der nogen, der har monopol på sandheden?

Offer

Offeret er en, der forsøger at overbevise sig selv og andre om at vedkommende ikke kan gøre noget, men blot er passiv modtager af omstændighederne.

I dramatrekantens narrativ er det synd for offeret, der oplever magtesløshed, opgivenhed og hjælpeløshed. Offeret ser sig selv som ude af stand til at handle, tage beslutninger eller løse problemet. Der kan være en søgen efter sympati, en udpræget selvmedlidenhed og en fornemmelse af "stakkels mig".

Offeret udtrykker ikke egne behov tydeligt. Behov kommunikeres i stedet indirekte, hvor personen får skabt medlidenhed igennem ynk, trusler samt induceret skyldfølelse og dårlig samvittighed. Et behov for omsorg kan f.eks. komme til udtryk igennem silent treatment.

Der er ingen evne til at tage ansvar for egne følelser, der har en tendens til at blive transformeret til selvmedlidenhed. F.eks. kan skammen ved afvisning blive omdannet til, at det er synd for personen, fordi den anden er modbydelig.

Offeret har en fornemmelse af ikke at have handlemuligheder, men ser sig selv som passivt mål for andres skadelige hensigter. Personen har mistet fornemmelsen af at være aktør i eget liv, er i stedet som paralyseret og ser ikke sig selv i stand til at ændre egne livsomstændigheder.

Selvsagt er det skadeligt, hvis en forælder påtager sig denne rolle og får barnet til at føle skyld over ikke at tage sig af den voksne.

Fordele: slipper for at tage ansvar, fratager sig selv skyld, modtager sympati.

Ulemper: hjælpeløshed, ingen mulighed for at handle, afhængig af andre.

Krænker

Krænkeren er den person, der udfører de handlinger, der forvolder de andre skade. Det er den person, der får skylden for det hele – det er så og sige skurken.

I udgangspunktet har mennesker ikke lyst til at være "onde" mennesker, så når der er tale om krænkelser af andre i fantasien eller i virkeligheden, handler det ofte om den kontrol, som personen vinder. Personen er ikke bare offer for omstændighederne, men har selv en indflydelse. Hvor tristhed giver andre magt over en, giver vrede magten til en selv. På den måde vinder personen indflydelse på egne omgivelser ved at vende tristhed til vrede.

Krænkeren tager heller ikke ansvar for eget liv, men skyder skylden på andre. Idet skylden placeres hos de andre, mister krænkeren kontakten til egne bagvedliggende følelser. Der kan være tale om, at krænkeren øger sin selvfølelse ved at pille andre ned og påpege andres fejl.

I dramatrekanten behøver der ikke nødvendigvis at være tale om en, der reel krænker andre, men det kan også ganske enkelt være den person i familien, der gør mest oprør imod familiedynamikkerne. Narrativet og virkeligheden kan være så fordrejet i familier med disse dynamikker, så selvstændighed og oprør opfattes som en krænkelse af familien som helhed.

Fordele: har kontrol, muligheder for at handle, stærk udenpå.

Ulemper: bliver "den onde", negativt selvbillede.

Redder

Redderen er den, der træder til for at hjælpe offeret – og er på den måde med til at fastholde offeret i sin hjælpeløshed. Det er den person, der løser problemet og overtager ansvaret. I dramatrekanten kan redderens rolle komme til udtryk som selvopofrelse eller martyrium, og bidrager på den måde til at forherlige redderens billede af sig selv.

Redderen får sin værdi igennem andre; et behov for at føle sig uundværlig og værdsat af andre. Personen har ikke en følelse af at være noget værd i sig selv, men opnår kun værdi, hvis vedkommende tilsidesætter sine egne behov. Pligt, hjælpsomhed og selvopofrelse er værdier, der vægtes kompromisløst for redderen.

Ofte kan redder-rollen handle om at undgå egne svære følelser såsom angst, vrede eller tristhed, så det egentlig motiv er maskeret bag et altruistisk ønske om at hjælpe offeret. Der er altså ikke tale om reel altruisme, da det i stedet dækker over at undgå egne følelser og fornemmelse af værdiløshed. Motivet er selv at føle sig tilstrækkelig.

Fordele: slipper for at forholde sig til egne følelser, positivt selvbillede, får funktion i livet.

Ulemper: tænker kun på andre, mangler egen identitet.

Kan du genkende dramatrekanten, eller har du en historie med dysfunktionelle familiemønstre, som du har brug for hjælp til at bearbejde, er du velkommen til at kontakte mig her: Kontakt psykolog i Aarhus.