Gaslighting: Er det noget, jeg bilder mig ind?
Psykisk vold kan være så subtilt, at det kan være svært for udenforstående at få øje på. Det kan gøre, at den, der er udsat for det, begynder at spørge sig selv, om det mon er ren indbildning – og derved begynder at betvivle egne sanser og at gøre sig selv forkert. DRs TV-serie "Krøniken" er efter min mening en fænomenal skildring af dette fænomen.

DRs TV-serie "Krøniken" er, ud over at være en af mine yndlingsserie, også en rammende illustration af den psykiske vold, der kan være tilstede i forælder-barn-relationen. Den er optaget, inden begreberne "psykisk vold" og "gaslighting" for alvor gjorde deres indtog i psykologien. Alligevel skildrer den disse fænomener på rammende vis.
I serien følger vi Erik, der forsøger at opnå sin fars anerkendelse. Trods Eriks dygtighed har hans far, Kaj Holger, imidlertid svært ved at forstå sin søns personlighed og ønsker at kontrollere og bestemme, hvordan han skal være.
Gang på gang ser vi, hvordan Kaj Holger overser sin søn og nægter at anerkende Eriks bidrag. F.eks. da Erik sammen med ingeniøren Meyer har produceret et fremragende fjernsyn, nægter Kaj Holger at give sin søn noget af æren derfor. Kaj Holger kunne være kærlig over for sine børn, da de var små og endnu ikke havde selvstændige holdninger – men så snart de er så store, at de begynder at få deres egne idéer, vil han kontrollere dem. Han ønsker sågar at bestemme, hvem de skal giftes med.
Erik forsøger flere gange at frigøre sig for at redde sig selv. En gang flytter han til Amerika, en anden gang bryder han kontakten helt. Men hver gang bliver han trukket tilbage af velmenende familiemedlemmer og bekendte, som har svært ved at se, hvad der foregår i relationen mellem far og søn.
Gaslighting: Er det noget, jeg bilder mig ind?
Kaj Holger gør det, som man i dag ville kalde "gaslighting". Gaslighting er en form for manipulation, hvor man forsøger at få en person til at tvivle på sin egen virkelighedsopfattelse ved f.eks. at benægte, bagatellisere, omskrive begivenhederne eller beskylde den anden for selv at være skyld deri.
Kaj Holger anerkender ikke det, som Erik mærker. Når Erik f.eks. konfronterer Kaj Holger med, at faren ødelagde Eriks forretning ved at forhindre en af Eriks kunder i at være fleksibel med en leveringsdato, retfærdiggør Kaj Holger sig med, at det var Eriks egen skyld, da Erik havde erklæret krig. Kaj Holger får vendt pilene ind mod Erik og gør Erik forkert. Undervejs ser vi, at Erik begynder at tvivle på sin egen virkelighedsopfattelse og sin intuition. Han begynder at tænke, at det er noget han bilder sig ind.
Et element, der efter min mening ofte overses i debatten om gaslighting, er, at det ikke nødvendigvis er afsenderens intention a manipulere. Det er højst sandsynligt ikke bevidst manipulation fra Kaj Holgers side. Kaj Holger bliver sandsynligvis udfordret af Eriks impulsivitet og utilregnelighed og opfatter sin egen virkelighed som ægte.
Gør sig selv forkert
Vi ser også, at Eriks kone Ida betvivler det, som Erik oplever. Ida kan ikke se den psykiske vold, som Kaj Holger udsætter sin søn for, idet det foregår meget subtilt. I den sidste samtale som Ida og Erik har, siger Ida, at Erik tager fejl i forhold til sin far. Han svarer hende: "Du mener, det hele er noget, jeg bilder mig ind. Ved du, hvad der kan gøre mig rigtig bange? Hvis jeg en dag skulle gå hen og give dig ret." Erik begynder at vende sin fars behandling indad, så han gør sig selv forkert og føler sig som en fiasko. Det er det, som i sidste ende fører til, at han tager sit eget liv.
Noget af det farlige ved psykisk vold er netop, at dem, der udsættes for det, kan begynde at betvivle hændelserne og gøre sig selv forkerte. De begynder at tro, at de ikke er noget værd helt ind i deres inderste kerne. Med indførslen af begrebet "psykisk vold" får vi dog en mulighed for at begynde at snakke om det på en anden måde. Begreberne gør noget usynligt synligt og kan derved være med en hjælp til at vende det udad og placere ansvaret det rigtige sted.
Kompleks PTSD
Vi får flere gange at vide, at Erik er syg. Vi ser ham miste kontakten til virkelighedsfladen og blive indlagt.
Eriks søn Bo stiller imidlertid et vigtigt spørgsmål: Var Erik syg eller kunne han bare ikke tåle sin familie? Vi kunne muligvis sætte flere diagnoser på Erik, herunder bipolar, men noget, der ofte overses ved at fokusere for meget på diagnoserne, er de bagvedliggende årsager.
Diagnosen "kompleks PTSD" er en ny diagnose i Danmark, som beskriver en tilstand, der kan opstå efter gentagne traumatiske oplevelser. Klassisk PTSD kender vi f.eks. fra soldaten, der er vendt hjem fra krig og som lider af mareridt og flashbacks. Krigszoner er et forholdsvis afgrænset og enkeltstående traume. Men hvad når traumerne er gentagne, som f.eks. gentagen psykisk vold? Så snakker vi om kompleks PTSD, der udover de klassiske PTSD-diagnoser bl.a. også indeholder problemer med følelsesregulering, vanskeligheder i relationer, et negativt syn på sig selv samt skyld og skam.
Kompleks PTSD er altså en diagnose, der tager højde for årsagerne til symptomerne. Mange psykiske symptomer kan forstås som normale reaktioner på unormale hændelser.
Derved rejser Krøniken et meget relevant spørgsmål i forhold til, om Erik egentlig var psykisk syg – eller om han blot reagerede på det, som han var udsat for.
Elsker alle forældre deres børn?
TV-serien vækker en tabubelagt debat til live: Kan det virkelig passe, at en forælder ikke elsker sit barn betingelsesløst? Ja, det kan det desværre.
Vi ser, at Kaj Holger kun vil holde af Erik på ganske bestemte betingelser. Kaj Holger ønsker at bestemme, hvordan hans søn skal være. Ikke alle forældre elsker deres børn – og det er vigtigt at begynde at snakke om, så vi ikke gør de børn, der opvokser i kærlighedsfattige miljøer forkerte. Det er netop myten om, at alle forældre elsker deres børn, der kan bidrage til, at børnene tror, at det er noget, de selv bilder dem ind.
Har du brug for hjælp til at bearbejde oplevelser med psykisk vold, er du velkommen til at kontakte mig her: Kontakt psykolog i Aarhus.