Har du brug for at ryge dig normal?
Engang gav en joint dig muligvis en dejlig rus, hvor du oplevede at connecte med folk, sanseindtryk mere intenst og at grine med maven. Men måske du blot i dag ryger for at få energi og komme ud af en sløvhed – du ryger ganske enkelt for at føle dig normal.
Rus og bagrus
Rusen. De første gange du ryger, vil du opleve en rus. Det kan opleves som:
-
Intense sanseoplevelser – forstærket opfattelse af farver, musik, berøring, smagsoplevelser
-
Forvrænget tidsopfattelse
-
Eufori
-
Latter
-
Afslapning
-
Øget appetit
-
Kreativitet
Bagrusen. Efter rusen kan man blive sløv, tungsindig og uden livsgnist. Det er en slags bagrus, hvor man kommer ned i en tilstand, der ligger under ens normaltilstand. Den er karakteriseret ved:
-
Sløvhed
-
Ingen energi
-
Manglende initiativ
-
Uro
-
Tankemylder
-
Søvnproblemer
-
Sænket stemningsleje
At ryge sig normal. Ryger man kun hash eller marihuana en gang imellem, oplever man en rus, når man ryger. Ryger man derimod over længere tid, vil man opleve, at man konstant går rundt i en bagrus, når man ikke ryger. Man oplever kun at fungere normalt, når man ryger. Derfor kan det føles, som om, du har brug for at ryge for at kunne fungere. Der er mange, der ryger hash til daglig, der oplever, at de har brug for at ryge for overhovedet at komme ud af sengen og gå i gang med dagens gøremål.
Genopretning. Hvis du derimod lader være at ryge i en længere periode, vil du først opleve abstinenssymptomer i perioden, hvor cannabissens stoffer arbejdes ud af kroppen, men derefter vil de fleste opleve, at de generelt bliver bedre fungerende. De får genoprettet deres neurologiske balance, så de igen oplever en normaltilstand, når de ikke ryger. Abstinenssymptomer er dominerende de første ti dage, men kan vare ved en måned.
Neurobiologi: Dopamin
Dopamin er et signalstof i hjernen, der er involveret i motivation og belønning. Forskning tyder på, at der er en sammenhæng mellem mængden af hash/marihuana, man ryger, og hjernens evne til at producere dopamin. Har hjernen mindre dopamin, vil der også ses mere apati, og det kan således forklare bagrusen og behovet for at ryge sig normal.
Modsat andre stoffer (såsom alkohol og kokain), tyder det ikke på, at hjernens dopaminreceptorer nedreguleres. Receptorer er molekyler i cellens struktur, der i dette tilfælde aktiveres af dopamin. Det tyder altså på, at den manglende motivation og initiativ i forbindelse med hash- og marihuanaforbrug primært skyldes, at der dannes mindre dopamin, frem for at dopaminreceptorerne nedreguleres.
Tolerans
Jo mere man ryger, jo mere tolerance udvikler man. Tolerans er det fænomen, at der skal indtages større mængder for at opnå samme ruseffekt, som tidligere blev opnået ved et lavere indtag.
På et neuropsykologisk niveau, sker der det, at kroppen regulerer antallet af cannabinoidreceptorer, dvs. molekyler i cellens struktur, der aktiveres af cannabinoider. Cannabinoider er kemiske forbindelser der både findes i cannabisplanten (exogene cannabinoider) og i kroppen (endogene cannabinoider). Når der er færre cannabinoidreceptoer, skal der mere cannabis til for at opnå den virkning, du har været vant til. Resultatet er, at du har brug for mere og mere af stoffet for at opnå samme virkning.
Afvænning. Holder du op med at ryge, vil antallet af receptorer være tilbage på det normale efter nogle uger.
Har du brug for professionel hjælp til at stoppe med at ryge hash eller marihuana, kan du kontakte mig her: Kontakt psykolog i Aarhus.