top of page

Følelsesmæssig sult

Ligesom en person kan opleve fysisk sult, kan en person også opleve en følelsesmæssig sult. Følelsesmæssig sult handler om at dække et følelsesmæssig behov med mad; enten ved at sulte sig selv eller at overspise. Følelsesmæssig sult kan være svær at få dækket, og derfor håndteres det i stedet med mad.

Pige med spiseforstyrrelse og følelsesmæssig sult

Følelsesmæssig sult: Hvad er det underliggende behov?

​Noget forskning tyder på, at der er en sammenhæng mellem spiseforstyrrelser og traumatiske oplevelser. Spiseforstyrrelsen kan på den måde måske forstås som en løsning eller en copingstrategi til at håndtere det svære. I min optik er det vigtigt at få øje på, om der er nogle bagvedliggende problemer eller uopfyldte behov – en slags følelsesmæssig sult.

 

Længsel efter nærvær. Måske du bor alene og føler dig meget ensom, men ved at fokusere på at tabe dig, kan du dæmpe denne følelse. Mange beskriver, at en spiseforstyrrelse bliver deres bedste ven, som de altid kan regne med, når tingene er svære at håndtere.

 

Omsorg. Måske du hungrer efter, at der er nogen, der tager sig af dig og passer på dig. Hvis du f.eks. er undervægtig, kan det være, at du opnår den omsorg eller bekymring fra andre, som du har så ufattelig meget brug for. Du får en bekymring for dit fysiske helbred, men måske du i virkeligheden længes efter, at der er nogen, der interesseret sig for dit psykiske helbred.

 

Konflikter. Det kan også være, at hver gang du har været i en diskussion eller føler dig trådt på, tyr til at spise store mængder mad. Mad kan udløse en form for trøst i os, og man kan på en måde "spise sine følelser". Det er ikke engang sikkert, at du er bevidst om disse mønstre og et første skridt vil være at få øje på mønstrene og dernæst finde en anden måde at tage dig af dig selv.

 

Svigtet. Måske du nemt føler dig afvist, kritiseret og svigtet, når andre kommer tæt på. Måske du er hypersensitiv over for det og ligefrem ubevidst kommer til at lede efter tegn på, at andre ikke kan lide dig. Her oplever nogle, at en spiseforstyrrelse kan bruges til at dæmpe de svære følelser af at være utilstrækkelig i relationen til andre, da den bliver en smutvej til, at alting vil blive godt, ”når bare jeg lige har tabt mig 5 kg mere”.

 

 

Hvad gør man ved følelsesmæssig sult?

I første omgang handler det om at identificere, hvilket behov som ligger under overspisningerne eller slankekuren. Det kan for nogle være svært at mærke, fordi de er blevet så vant til at undertrykke kroppens behov.

 

Når først du kan mærke hvilket behov der ikke er dækket, handler det om at begynde at overveje, hvordan du kan tage dig af dette behov. Har du brug for et kram? For at snakke med nogen? For at give dig lov til at græde?

 

I mit arbejde fokuserer jeg meget på andre måder at få dækket sine behov. Både at blive bevidst om det underliggende behov samt at lære at handle anderledes ved enten at italesætte det eller tage sig af sig selv på en anden måde.

 

 

Ønsker du professionel hjælp, er du velkommen til at kontakte mig: Kontakt psykolog i Aarhus.

bottom of page